Vi mindes de døde på 20-års dagen for Sivas massakren

sivas_I dag er det 20 år siden et af de mest bestialske massakre fandt sted på Madimak Hotellet i den Tyrkiske by Sivas den 2. juli 1993.

Anledningen var den årlige kulturbegivenhed for at mindes den store alevi digter Pir Sultan Abdal, der levede i Sivas området i det 16. århundrede. Pir Sultan Abdal blev henrettet af den osmanniske vezir, Hizir Pasha, på grund sin modstand imod undertrykkelse. Hans digte om kærlighed, retfærdighed og lighed har været en evig inspirationskilde for folkesangere, digtere, dansere, forfattere og andre kunstnere, der igen var samlet til den årlige Pir Sultan Abdal kulturbegivenhed i byen Sivas, der blev forvandlet til skueplads for et af de værste massakrer den 2. juli 1993.

Mange af de kunstnere (musikere, folkesangere, poeter, forfattere, folkedansere m.fl.) der var på programmet til kulturbegivenheden var indlogeret i Madimak Hotellet i Sivas, heriblandt satir-forfatteren Aziz Nesin, som var aktuel med sin oversættelse af fragmenter fra Salman Rushdi’s bog De Sataniske Vers.

Ens stor mængde af fundamentalister samlede sig omkring hotellet efter fredagsbønnen med slagord som ”død over de vantro”. Mængden satte ild til hotellet, der gik i flammer alt i mens regeringens sikkerhedsstyrker så passivt til.

37 mennesker, heriblandt nogle af landets største kunstnere, kvinder og mænd, ældre og unge blev brændt levende i flammer for øjnene af hele befolkningen, der kunne følge begivenheden med skræk i en live tv-transmission.

Staten, der så passivt til og det lokale styre, under ledelse af det religiøse Retfædighedsparti, der ud over ikke at forhindre mængden i at sætte ild til hotellet, også aktivt tog del i at opildne til en hadsk stemning imod deltagerne i Pir Sultan Abdal kulturbegivenheden og imod alevier generelt, er aldrig stillet til regnskab over for deres gerninger.

På trods af omfattende dokumentation med live billeder af de personer, der udførte massakren har der ikke været tale om en retfærdig retssag, der afspejler den kynisme og grusomhed gerningerne er udført med.

En af de hovedsigtede gerningsmænd i sagen har efter sigende været forsvundet i alle de 20 år de såkaldte undersøgelser er foretaget siden 1993. Han blev først identificeret ved sin død – i netop Sivas.

Alt dette leder os frem til hovedproblemstillingen i Tyrkiet, herunder de aktuelle massedemonstrationer over hele landet startende med Taksim i Istanbul og som siden har spredt sig til alle byer i landet, senest eskaleret i den kurdiskbefolkede by, Lice ved Diyarbakir, nemlig:

  • undertrykkelse og fornægtelse af alle andre trosretninger end den fundamentalistiske hanefi-sunni tolkning af islam, herunder vold, massakre, forskelsbehandling af den store alevi befolkning på omkring 20 mio.
  • undertrykkelse og fornægtelse af alle andre etniske folkeslag end den tyrkiske, herunder den store kurdiske befolkning på omkring 20 mio med eget sprog egen kultur og historie
  • nepotisme og plyndring af landets ressourcer, herunder privatisering af store statslige virksomheder, der én for én ender i hænderne på den såkaldte ”islam kapital”, som er kendt for at være tæt forbundet med den regerende AKP parti
  • begrænsning af ytringsfrihed og basale demokratiske rettigheder, herunder nærmest total kontrol over medierne, selvcensur forårsaget af de mange eksempler på fængslinger af journalister, redaktører og skribenter, et politisk styret retssystem

Når alt kommer til alt er der grundlæggende ikke forskel på de årsager og argumenter, der lå til grund for den osmanniske vezir, Hizir Pashas, ordre om at hænge digteren Pir Sultan Abdal og dem der stod bag massakren i Sivas eller de magthavere der her og nu slår ned med hård hånd på de fredelige demonstrationer, der finder sted overalt i Tyrkiet, senest i Lice, Diyarbakir.

På samme måde har de undertryktes kamp for retfærdighed heller ikke ændret sig siden.  Så længe undertrykkelsen eksisterer, så længe vil kampen for retfærdighed, frihed og demokrati fortsætte.

Vi mindes de døde i Madimak på 20-årsdagen for massakren. Deres historier, sange og holdninger lever videre ligesom deres kamp for retfærdighed, demokrati og frihed vil fortsætte.

OPSAK – Odense Pir Sultan Abdal Kulturforening


Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget . Bogmærk permalinket.